TO READ THIS STORY IN ENGLISH, CLICK HERE
Klokken to minutter over midnat ringede han på dørtelefonen ved indgangen til 412 West 25th Street, og en hysterisk karikeret kvindestemme sagde, “who is it?” Han tænkte, at det nok var det dummeste, han i sit liv ville komme til at gøre, og sagde sit navn. “Oh?!” sagde stemmen, “is it you?” “Yes, of course”, sagde han, “we agreed that I should show up tonight around twelve.” “I know,” sagde stemmen, “but it’s very late, and I didn’t think you’d actually really show up.” “Well I’m here”, sagde han, “and it’s cold; could you please let me in; it’s just for one night.” “Okay”, sukkede stemmen, “you just take the stairs all the way to the top.” Det var en ældre, temmelig slidt opgang, i hvert fald den nederste del, fra den tredje afsats og videre op var der ikke noget lys, og han følte sig frem med hånden på gelænderet. Han standsede med fornemmelsen af at stå foran en dør, men da han løftede hånden for at banke på, gik den langsomt op, og en smal sprække lys som fra en museumsmontre faldt ud på ham. “Please don’t take off your shoes,” sagde den parodiske stemme, han allerede kendte fra to former for telefoner, nu live & direct. Han trådte ind og så sig om. Eller forsøgte. Her var ikke mørkt, her var sort, væggene, gulvet, sågar loftet var beklædt med tyk skinnende sort velour, og det eneste lys kom fra oven i ti-tyve spinkle laserstråler, der ikke egentlig lyste noget op, men bare stod som skarpe tråde ned gennem det trange rum. Et skrin, tænkte han, her skulle ligge en perlekæde, en skalpel eller et kranium af tusinde diamanter. Men fyren, der stod foran ham, var ingen kultpræst eller bøddel, det var et spinkelt, blonderet korthåret lille væsen et ubestemmeligt sted mellem femogtyve og halvtreds i en lyseblå silkepyjamas, lidt som den drengen, der får besøg af Peter Pan, har på. Det lille væsen så nysgerrigt på ham, “you look goood!” sagde han. Væsenet blev ved med at stirre på ham, og han tænkte, at han nok burde svare, “oh, thanks!” eller “you too”, men det var for dumt, han så sig bare lidt om, der var ikke noget at se, ikke engang døre, hverken foran og pludselig heller ikke bag ham. “Oh, my God!” lo fyren overstadigt, “we’re just standing here; why don’t we just plunge ourselves right into it!” Han vendte sig og lagde hånden mod væggen, der åbnede sig i en dør, og de kom ind i et stort rum, også det uden vinduer, bare seks flader, alle klædt i den samme skinnende fede bløde velour, men med et helt anderledes dybrødt skær. “Just make yourself at home!” sagde fyren og fortsatte over mod den modsatte væg, “I’ll get us something to drink, what’do you feel like, no!” sagde han og drejede sig mod ham, “say nothing, I’ll make it a surpri-ise!” og fuldendte koket drejningen og forsvandt gennem en åbning i væggen, der lukkede sig bag ham. Han så sig om. Rummet var rektangulært med højt buet loft, som låget i et skrin. På den ene endevæg hang en stor reproduktion af Andy Warhols “Car Crash” fra 1963, oplyst skråt ovenfra med en enkelt projektør som i et museum (eller et kunstkammer, et relikvieskrin, tænkte han). I den anden ende, ligeledes fremkaldt i en enkelt spot, stod en kopi af – eller måske var det originalen – den elektriske stol fra selvsamme Warhols “Electric Chair” eller “Lavender Disaster”, også fra 1963, komplet med læderremme, fodstøtte og det fede kabel, der fra stolens forreste højre ben slangede sig gennem den glinsende vinrøde (eller lavendelfarvede?) velour ind til rummets centrum og forsvandt.
“Make yourself at home!” tænkte han. I det samme gik væggen bag stolen op, og den spinkle fyr kom ind igen, uden drinks, til gengæld havde han klædt om og var nu i den samme silkepyjamas, bare i lyserød, “hi”, sagde han, “how are you”. “I’m allright”, sagde han. “Jerry”, sagde fyren, “my name is Jerry, I talked to you on the phone, you really look good”. “I know”, sagde han. Fyren så fornøjet ned og op ad ham, som om han var en vare, der lige var blevet leveret, a fresh-shaken giftigrød drink i et højt slankt glas med et sort sugerør og øverst et blegt kirsebær, “my God, why don’t you sit down!” sagde fyren. Han så sig om, men der var ikke andet at se end det, han allerede havde set. “The chair!” hvinede fyren. “The chair?” sagde han. “The chair!” sagde fyren og lo hovedrystende. “I think I’m fine for now, thanks”, sagde han. “Where’s Bruce?” “Bruce?” sagde han. “Bruce”, sagde fyren, “didn’t he tell you his name, oh come on! you look hungry, you like sushi?” “Yeah”, sagde han, “well, I don’t know, I guess I never tried it, but I’m a bit hungry, thanks”. “You never tried sushi?!” hvinede fyren, “I can’t believe it, he never tried Sushi! I’ll get us some”, sagde han og forsvandt ud gennem samme væg eller dør, han også første gang var gået ud ad, “I can’t believe it, he never tried…”, så lukkede døren, som om fyrens stemme var et lydbånd, der blev klippet over, og der var et øjeblik fuldkommen tyst, bare et sekund, hvor han ikke hørte andet end nervebanernes hvinen i sit kranium, så gik væggen op, og fyren kom ind i sin lyseblå silkepyjamas og med en spejlbakke med tre grønne Sprite-flasker med et henholdsvis lyseblåt, lyserødt og sort sugerør stikkende op af de tre halse, “I can’t believe it”, hvinede han, “you never tried sushi! Please take one!” og holdt bakken frem mod ham. Sprite?! tænkte han, hvorfor Sprite, hvorfor ikke Coca Cola? og tog en af de infantilt grønne sodavandsflasker, “noo!” hvinede fyren, “that one’s for Jerry, the black one’s yours!” “Okay,” sagde han og tog flasken med det sorte sugerør og stak det i munden og tog et sug, det smagte fuldkommen som Sprite, tænkte han, de har med sikkerhed kommet et eller andet i. Væggen gik op, og Jerry kom ind med en spejlbakke med fire hvide risfingre med hver sin på én gang spændstige og slatne rå fisketunge hvilende hen over sig, alle i matte og alligevel metallisk glinsende nuancer af kødfarver, en dunkelrød blodig, en anden glaceret grå, en tredje bleghvid, en fjerde næsten pink. “Why don’t you sit down?” sagde Bruce. Han så et øjeblik på dem, okay, tænkte han, der er ingen vej tilbage. Han stillede tasken, tog sin korte røde læderjakke af og rakte den til Bruce, trådte forsigtigt op på fodstøtten og lod sig synke ned i stolen og lagde hænderne på armlænene og så lige frem i sine sorte jeans, den sorte rullekravesweater, de sorte sko. De to blonderede væsener stod, så de dannede en ligesidet trekant med ham, hver med sin spejlbakke, Jerry til venstre med spejlbakken på sin højre arm, Bruce til højre med spejlbakken på sin venstre arm, den ene i en lyserød silkepyjamas og bare, blege fødder i den fede skinnende vinrøde eller lavendelfarvede velour, den anden i en lyseblå silkepyjamas og blege, bare fødder i den samme skinnende fede velour, og begge med kort, afbleget, næsten hvidt hår. De smilede. “Hi!” sagde de, og han tænkte, at han have taget fejl, her i den såkaldte ny verden, der er på vej til at blive det nye imperium, er det ikke en pludselig alt og alle forløsende sætning, gestus eller handling, der skal sætte Historien i skred, ingen no-matter-how genial og karismatisk performance, her er alle performere, ikke bare de såkaldte “performere” i deres lille afgrund foran scenen i “The Performing Garage”, også instruktøren og teknikerne og de øvrige “group members” og “associates” og “volunteers” og alle de millioner af andre newyorkere og amerikanere ude i gaderne, på barerne, i restauranterne, kontorerne og lejligheder, lofts, penthouse- og papkasse-homes og “Saturday Night Live” og Mad About You shows, døgnet rundt performer de deres døgn og deres selv og deres samliv og samfund og drømmen om det, (“but really we are all actors”); for bare få år siden, tænkte han, på den anden side af kloden i en allerede for længst overstået epoke af menneskehedens historie havde det været ham, den karismatiske ener, der var brug for, den, der med ét trådte frem eller ud af den stivnede grå blok af intets permanente stilstand, der herskede, og med én sætning, i ét nu’s begivenhed, satte Historien i skred, mens her, tænkte han, her er alt begivenhed, hvert øjeblik, hver lille gestus og ytring, og alle er deres egen amerikanske drøms forløser, her er det ikke endnu en no-matter-how karismatisk performer, der skal til, men et tomrum, en i en vis forstand fuldkommen passiv iagttager, der bare flyder med strømmen, der bærer ham, og ikke har nogen ambition eller drøm om at spille nogen rolle, hverken være eller blive nogen eller noget eller overhovedet gøre noget som helst, (en slags Jesus uden mission, evangelium, disciple, kærlighed eller tilgivelse, uden tilsynekomst eller genkomst og uden andet kors end verden, kødet, blikket eller tværtimod tomheden i det), en der ikke står udenfor eller over, men fra et ubestemmeligt og hele tiden drivende, hjemløst sted i mængden iagttager og akkumulerer fravær, formålsløshed og ikke-væren, et for hvert øjeblik mere intenst vakuum eller sugende sort hul i den alt og alle omfattende performance, der når tiden er moden, vil nå sit mætningspunkt og, ikke eksplodere, men implodere og trække alverden og hele den amerikanske og efter Sovjetunionens forsvinden stadig mere imperiale og verdensomspændende performance med ind gennem intets nulpunkt og ud i en helt anden form for væren, hvilken? Jerry trådte frem i sin lyserøde silkepyjamas og holdt sin spejlbakke hen foran hans bryst, og han så ned på sit blege, markerede ansigt og svævende over det, de fire grufulde tunger – en metallisk dybrød, en karameliseret grå, en næsten orange og en hvid med en gennemsigtig lyserød skygge – der lå så graciøst og hengivent henslængt over hver deres let buende divan eller sokkel af klistrede hvide ris. “What is it?” sagde han. “It’s sushi!” hvinede Jerry. “Yes, but what is it?” “It’s Japanese”, sagde Bruce, “the rice is cooked, but the fish are all raw, it’s shark, tuna, red snapper and eel. “And why are there four?” sagde han, “why not just three?”. “You’d prefer if there’d been only three?” sagde Jerry. “No”, sagde han, “I don’t care, I thought you’d prefer that there were exactly three different kinds and not just one of each, as if they were outstanding or original or unique, but maybe thirteen or twenty, one hundred or two or whatever, just exactly the same number of each”, og hvorfor sushi? tænkte han og følte sig pludselig svimmel og uendeligt udmattet eller bare helt ligegyldig, hvad har sushi i den her verden at gøre, hvorfor ikke Campbell’s Tomato Soup eller DelMonte Peach Halves eller bare én enkelt hamburger, til ham, perfekt standardindpakket i hvidt fedtpapir med små Burger King logoer og en flaske Heinz’ Tomato Ketchup on the side. “Oh! We didn’t think of that”, sagde Jerry, “we just thought you were hungry.” “No”, sagde han, og billedet af “Car Crash” bag de to fyre begyndte at sitre og flimre for hans øjne, “I’m not”. “You’re not what?” sagde Bruce. “I’m just not”, sagde han og lukkede sine øjne. “God, you look tired”, sagde Jerry. “I haven’t slept since I came …”, mumlede han, “to America”. “Oh, God”, sagde Bruce, “how long have you been here?” “I don’t know”, mumlede han, “I just arrived … maybe yesterday morning”. De lo begge hysterisk. “There are people who’ve been here for sooo much longer without even closing their eyes”, sagde den ene eller den anden. “I’m not people”, mumlede han og åbnede øjnene. “We know”, sagde de. Så bøjede de sig begge ned og stillede deres bakker i den druerøde eller lavendelfarvede velour, trådte frem til ham og tog hver deres læderrem og spændte dem om hans håndled og derefter de to fodremme og til sidst, i fællesskab, det store bælte, der skulle holde hans overkrop opret og fast ind mod stoleryggen. De trådte tre skridt tilbage og så på ham. “Are you readyyy!” råbte de begge som børn, der er midt i en leg, de har leget hundredvis af gange før. Han så på dem. “What about one last cigarette?” sagde han. “Oh, you smoke?” sagde Jerry. “No”, sagde han, “it was just a joke.” “Smoke – joke!” hvinede Bruce. “Why would that be so funny?” sagde Jerry. “It isn’t”, sagde han, “I’m fine, I’m absolutely perfectly fine, let’s get started”. “”Started”!” sagde Bruce, “over here we just say “that’s all folks””, “The End” sagde de i kor og så på hinanden, og det gik op for ham, at det var første gang, indtil nu havde de kun set på ham. “Are you readyyy!” råbte de igen. “Oh, come on,” mumlede han, men i det samme blev “Car Crash” på endevæggen foran ham mellem de to brødre overblændet af sort-hvid-optagelsen fra nedtællingen til affyringen af raketten, der skulle bringe det første menneske til månen, og de to væsener eller engle eller perverse eller børn råbte i kor, “ten – nine – eight – seven – six – five – four – three – two – one …” Et tungt slag gik gennem hans hjerne og øjenæbler og lunger og køn og arterier og krammede hans hjerte, that’s all folks, og mere er der ikke at sige om det.
Det er ikke sandt, sorry, der kom intet slag, ingen brat forbiflimren af et helt livs øjeblikke og ingen lang mørk tunnel frem mod lyset, det er altsammen bare noget, vi forsøger at forestille os for at have noget dér, hvor absolut intet er. En brøkdel af et sekund blændedes han af et blitzlys, og “Car Crash” forsvandt bag et polaroidfoto af ham selv i dødsøjeblikket. Så var det væk. Tilbage på hans nethinde stod negativet af den joke, den gimmick, that fake and cheap little piece of pop-art, døden er.
Da han kom til verden, stod tvillingerne foran ham som før, men spejlvendt: Jerry til højre med bakken på sin venstre arm; Bruce til venstre med bakken på sin højre arm. De lo. “Welcome to the new world!” sagde de i kor. Han følte sig ikke spor frisk, tværtimod, han følte sig ubærligt, uoverkommeligt træt, og han tænkte, at det var latterligt og ikke bare jetlagget og manglen på søvn, de havde selvfølgelig hældt et eller andet pulver i hans Sprite (“noo, that one’s for Jerry, the black one is yours!”), og at der ikke var nogen egentlig forskel på det her, og det, der var før, i hans fravær havde de, som de børn, de var, bare byttet plads, eller, hvis han virkelig havde været væk så længe, beholdt deres pladser og bakker præcis som før, men til gengæld nået at bytte pyjamaser, så at Jerry måske nu var fyren i den lyseblå pyjamas, og Bruce fyren i den lyserøde. Det ville han sikkert aldrig få at vide. “I’d like to go to bed”, sagde han. “Oh, no!” hvinede de, “you’ve only just arrived!” “You didn’t even want me to come in the first place”, mumlede han. “Off course, we did!” sagde de, “we just didn’t know it was you.” “Well, it was”, sagde han, “would you please show me my room.”
De trådte hen til ham og løste remmene om hans ankler, håndled og bryst og trak ham op, som om han ikke selv kunne rejse sig, og lagde hans arme hen over deres nakker og skuldre, som om han ikke selv kunne gå, og halvt førte, halvt bar ham med fødderne i de sorte sko slæbende gennem den nu med sikkerhed lavendelfarvede velour hen mod en væg, han ikke før havde set, måske var det væggen bag den elektriske stol, og åbnede en smal dør i den og steg op ad en snæver vindeltrappe med ham i deres hænder, og han lukkede øjnene og så skuespillerne, der i en ligesom svævende slowmotion bærer den døende mester Jean-Baptiste Moliére op ad en tilsyneladende endeløst drejende trappe i det engang forgyldte, nu forfaldne teater eller palads, hvordan han flyder på deres hænder, flyder allerede formløs på deres opadstrakte hænder, flyder formløs flagrende i en snavsethvid natskjorte, som en engel uden vinger andre end dem, menneskeheden bærer den oppe med, og han tænkte, at det var latterligt, det ville aldrig gå i Amerika, en så hysterisk pudret teatralsk død ville kun være mulig eller bare tænkelig i Europa, tænkte han, øverst oppe (det kunne ikke blive ved, det var ikke en film eller en drøm, det var et hus på West 25th Street, Manhattan, New York City i året 1993) bar de ham gennem endnu en åbning ind i et ganske lille aflangt rum, hvis gulv og vægge (men ikke loftet) var dækket af den samme bløde velour som resten af lejlighedens rum, men nu i hvid, og lagde ham lydløst og uendelig forsigtigt, som var han et nyfødt barn, en perlekæde eller Frelserens livløse legeme, i den bløde velour, der her føltes endnu blødere, som om gulvet under var en madras eller vand, måske Hudsonfloden eller havet. Og mens de nænsomt klædte ham nøgen, så han op i loftet eller gennem det op i decemberhimlen over New York, hvor skyer, der i tågen, han så den gennem, og som sikkert ikke var verdens, men hans egen tåge, tog form som biler i 1950’ernes og de tidlige 60’eres sælsomme former, som bevingede kasser, der i en endeløs kortege sejler forbi.
De to skuespillere eller disciple eller engle eller monstre eller spinkle blonde menneskevæsner rettede sig op og forsvandt, og han hørte ikke lyden af døren, de lukkede bag sig, men lyden af stilheden, der fulgte, den amerikanske kliché af et fuldkommen lyddødt rum, som fik hans blod til at suse (som en underjordisk flod) i kraniet, og han tænkte, at det her var hverken en scene eller en kiste, men et skrin med glaslåg som en montre, og her lå han nu nøgen som en perle, et aflangt blegt ekskrement eller en fyldepen, der venter på at blive taget op og hængt som et smykke fra et øre eller skyllet ud i et afløb eller bevæget over et ark i de kompliceret svungne kodede former, der er verdenshistoriens, og han så gennem glaslåget op i himlen skyerne drive forbi, og langsomt gik det op for ham, at himlen ikke var himlen og skyerne ikke skyer, men en kortege af motorcykler og biler, der i en næsten sort-hvid film fra begyndelsen af nittenhundredetresserne kører gennem gaderne i en by, og at han ikke så dem hernede fra, men fra siden og af og til, i glimt, skråt oppefra, fra Lee Harvey Oswalds synsvinkel, og at det altså ikke var himlen over New York, men Andy Warhols “22 November 1962”, ikke det aldrig realiserede værk og heller ikke det ikoniske fotografi, som var dets forlæg, men den ligeså motion-picture-ikoniske tv-optagelse af kortegen med den åbne vogn med John F. Kennedy og hans hustru “Jackie”, der kører gennem Dallas frem mod det historiske øjeblik, skuddet lyder eller, rettere, rammer eller trænger ind, begyndte filmen forfra, så han over og under sig, dengang og nu, igen så de sidste to minutter og sytten sekunder af John F. Kennedys liv udspille sig frem mod øjeblikket, skuddet lyder eller rammer eller trænger ind, begyndte det forfra, så at han, da han uden at vide det havde ligget der i det helt hvide værelses eller skrins eller himmelrums bløde mørke og set op i loftet, der ikke var et loft, men en himmel, der ikke var en himmel, men et aldrig realiseret værk af Andy Warhol – et afgørende øjeblik i verdenshistorien udstrakt i det uendelige – i en time, havde oplevet dødsøjeblikket 26 gange underligt upåvirket, til gengæld vidste han med en næsten religiøs sikkerhed, at det, der følger efter døden, og som menneskene i årtusinder har forestillet sig som alt fra Paradis og talløse former for Helvede over ligeså talløse former for genfødsel i andre tider og andre verdener og som helt andre personer eller væsener eller uvæsener – blomster, røg, sten – eller det utænkelige eller absolut ingenting (hvad det så end skulle være) til “nothing but light”, ikke var andet end en gentagelse af de sidste to minutter og sytten sekunder inden døden, igen og igen og igen i al evighed … I det samme faldt skuddet for syvogtyvende gang, og natten flængedes i en lavendelfarve vifte, der lukkede sig, og de to spinkle væsener sank ned i skrædderstilling på hver side af hans hoved i et silkeblødt skær af lyserødt og lyseblåt med håndleddene hvilende på knæene og blidt hængende hænder som anorektiske klorblegede Buddhaer, og op gennem slidserne i deres pyjamasbukser stod deres lem lysende hvide som opadgroende trærødder eller pulserende smeltende alterlys eller ExtraTerrestrials uden øjne og de nøgne skinnende kranier flækket åbne i brede munde eller gennemsigtige, blinde albinofisk på bunden af Marianergraven. “No”, sagde han, “this is not what I have come for.” Men det er bare ord, words words words, de to fyre var spinkle, men matters of fact, deres fingre var lange og stærke, og de lukkede sig som rødder omkring hans knogler og trængte ind i hver lille sprække, selv øjnenes huler ragede de rundt i, han gav sig ikke hen og lod det ikke bare ske, det var en kendsgerning, en hændelse i et uendeligt ekspanderende univers, som måske bare var et ud af talløse samtidige, forskudte, parallelle, indfoldede eller sig fraktalt udfoldende universer, han tog det ikke personligt, men da den enes eller den andens lem trængte op i ham, følte han ikke desto mindre og til sin irritation det “sug af smerte og vellyst”, der eksploderede fra ringmusklen og tarmvæggene i en fontæne af ild op gennem rygsøjlen og lyste hans kranium op indefra som en katedral (og knustes mod kuppelen i gnister, guldstøv og glødende smeltende bronze ned over indersiden af hans selv), og han tænkte, at det vestlige menneskeskes flere hundrede år lange besættelse af begæret og friheden var en fejltagelse, og at det ikke var det, han var kommet til den nye verden for at opleve, ikke en så banal og alt-for-menneskelig alt for lille død, men et langt større og helt igennem upersonligt og umenneskeligt sus, han ville udløse.
